tirsdag den 7. juni 2016

SORG & SYGDOM

                                                              SORG & SYGDOM

De to følges ofte ad i livets svære stunder. Jeg har længe haft artikler og notater liggende til dette indlæg.
Når vi er syge, kan vi føle sorg over tabet af kræfter, energi og muligheder. Når vi er i sorg, kan vi ofte blive syge, fordi kroppen reagerer.

                     Udsnit af maleri Lone Aabrink

Lad mig starte for mange år siden, da jeg mistede min søn. Kort efter fik jeg en alvorlig infektion i mit ene knæ. Det var meget alvorligt, og en mulig amputation kom på tale. Min krop kunne ikke bekæmpe den store infektion, og en klog og nærværende overlæge sagde til mig: "Du har så meget sorg i din krop, at du ikke har kræfter til at bekæmpe betændelsen. Dit hjerte banker kun med sorg, intet andet". Og stadig i dag er hans ord noget af det,som giver mest mening for mig i alt det svære, der skete. Overlægen forstod - han ramte plet, og det gav mig meget omsorg på det tidspunkt. Nogen lyttede - nogen forstod - nogen rummede min sorg. Mit ben blev reddet med store doser antibiotika og ro i gips i lang tid.
Som årene gik, fik jeg smerter i hele kroppen. Fik bl.a. diagnoserne fibromyalgi og slidgigt. Mange operationer har jeg fået i årenes løb. Daglige smerter og meget medicin. Hvad skete der i min krop ? Hvordan forklares det ? Ingen kan give svaret. Meget er prøvet og gjort, intet har hjulpet. Endelig nu efter mange år, har jeg måske selv fundet en del af svaret: Jeg tror, at alle de operationer med narkoser og den meget medicin, har lagt sig lag-på-lag OVEN på min sorg, der flyttede ind i min krop, da jeg mistede mit barn.
Jeg var så smerteplaget dagligt, at jeg ikke tålte kram. Min hud gjorde også ondt. Alle muskler og led smertede og brændte. INGEN læge har nogensinde forbundet min sorg med disse kroniske smerter. INGEN har fundet linket, selv om det hele startede, da jeg stod i dyb sorg.

Her er noget af det, jeg har fundet frem til i det sidste års tid:

-Sorgsymptomer kan vare mere end 6 mdr (!!!), og der kan begynde at tegne sig et kompliceret billede, hvor det påvirker hverdagslivet i et omfang, der invaliderer den sørgende.
-Hveranden forældre der har mistet et barn på Utøya (skyderi på lille norsk ø) er stadig sygemeldte efter 4 år !!!! 51% er hel eller delvist sygemeldte.(videnskab.dk / bt.dk)
-WHO verdenssundhedsorg. planlægger at gøre vedvarende sorg til en anerkendt diagnose (ugebl. Søndag)
-Kroniske smerter: I et hollandsk studie af 2000 mennesker over 6 år, fandt forskerne en øget risiko på 14% for udvikling af kroniske smerter forbundet med livskriser.(Gigtforeningen)
-Kroppen har den særlige evne, at den kan reparere sig selv. Men langvarige påvirkninger eller voldsomme chok kan sætte sig til blokeringer, så kroppen ikke længere kan lægge det svære bag sig. Kroppen husker. (Bl.a. Caroline Myss)

Det er rystende læsning, men jeg håber, at det hjælper mange sørgende til bedre at kunne forstå, hvad der sker i kroppen - og få bedre forståelse fra omgivelserne. Her tænker jeg både på læger, pårørende, kollegaer mm).

Også i klinikken er jeg stødt på flere mennesker, der har fået alvorlig sygdom efter et tab. Måske har sygdommen ligget derinde, og med tab og chok aktiveres det. Det tror jeg !
Mennesker, der var sunde og raske, før de mistede en nær person, bliver pludselig syge. Også mennesker der passer syge pårørende, oplever disse ting:  Allergier bryder ud, sklerose konstateres. Kræft i flere former. Vægttab/øgning. Depressioner. Mavesmerter. Bryst/hjertesmerter. Stress symptomer. Hukommelses - & demensproblemer. KROPPEN REAGERER - SORGEN ER FLYTTET IND. KROPPEN KÆMPER - SORG OG SYGDOM ER I KAMP.

En diagnose ved navn "Broken heart syndrome" er blevet anerkendt. Hjertet  kan vise tegn på alvorlig sygdom hos mennesker, der har mistet en nær pårørende. Intet kan påvises, hjertet er simpelthen broken/gået i stykker. I filmen "The Greatest" (som handler om et ægtepar, der mister en søn) får faderen (Pierce Brosnan) netop denne tilstand. Der er store kræfter på spil i en stor sorg.

I årevis har jeg søgt efter svar og muligheder for selv at få det bedre. Jeg har accepteret, at jeg lever med en stor sorg over min søn,og jeg ved, at jeg aldrig kan blive, som jeg var engang. Det gør heller ikke noget, at hjertet stikker og græder, det er naturligt for mig. Jeg har psykisk styrket mig igennem mange år, men min krop er ikke fulgt med. Alle de lag, der har lagt sig til rette derinde, de var ikke sådan at få bugt med. De har plaget og naget mig i alt for mange år. Indtil for 1 år siden, hvor jeg blev opmærksom på juicing. Jeg drikker nu dagligt juice, og det har gjort mig smertefri. Det har givet mig energi og kraft. Det er midlet og lykken for mig. Måske skriver jeg mere om det i andet indlæg.


Jeg håber for dig, at du finder din vej ud af det, som plager dig og din krop. Jeg tror, at det vigtigste er, at du giver dig selv tid, ro og omsorg til at være i din proces. Lad ikke andre presse dig. Hvis ikke du selv kan sige fra, så tror jeg på, at din krop gør det med sygdomstegn. Og det kan være meget alvorligt og drænende.

Mit eget hjerte vil altid mangle et stykke. Det tog min søn med sig, da han mistede livet. Det har han.
Resten af mit hjerte banker for de andre, jeg elsker i livet - og for mig selv.


               Tak fordi du læste med - kærlige tanker fra Lise Lotte



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det vil altid glæde mig at få en kommentar