Hunden - den bedste ven

Kære læser.

Jeg går for tiden med mange tanker om hunde, som jo er kaldt menneskets bedste ven.
Jeg har kun i kortere perioder været uden hund. Både som barn og voksen.
For tiden har jeg to dejlige labradortæver - en sort på 8 år, Frida og en gul på 1 år, Kumi-mi.

De modtager mig altid med glade, logrende haler. De er sjove, og de er dejlige at være sammen med.
Hundene fornemmer, når jeg er ked af det, og så er de klar med trøst på deres måde. Kommer og lægger hovedet i skødet. Skubber til min arm med snuden. Lægger poten i min hånd. Åh ja, de ved, når jeg er trist. Og græder jeg, er de ganske overstrømmende i deres omsorg.

Jeg har haft mange hunde. Nogle af dem har også været brugt til terapihunde. Når et barn kommer og har mistet en forælder eller søskende, kan hunden være med til at åbne ind til det sværeste. Den kan komme og vise sit yndlingslegetøj, men den kan også sidde stille og kigge intenst på barnet. For også der fornemmer hunden, at barnet har ekstra brug for kærlighed.
Somme tider har klienter haft deres egen hund med i terapi eller sorggruppe. Det har aldrig været noget problem.
Og en enkelt gang har en af mine sorggrupper haft besøg af en af mine hunde !
Historien er den, at jeg pga et akut migræneanfald, overlod lokalerne til gruppen alene, så de kunne få et par gode timer sammen. De havde på et tidspunkt åbnet havedøren på klem.
Mens de sidder og taler, kommer min kære, gamle hund, Pepsi, ind ad døren. Han sniger sig forbi dem, går hen og snupper en af sorgbamserne, og lister ud igen -uden et ord ! Gruppen sad målløse. Så sprang en af dem efter hunden. Mødte min mand omme i haven. Han kunne så berolige med, at Pepsi ikke ødelagde bamsen, nej han ville blot ligge og hygge lidt med den.

Hunde er så trofaste. Også ud over døden. Jeg husker en familie, der mistede en far og ægtemand. Han døde på marken med sin hund ved sin side. Hunden forlod ikke sin herre. Den blev og passede på ham. I dagene efter sad den ved døren og ventede på far. Den kunne desværre ikke leve videre uden ham.

En anden lille hund vidste, at mor var syg. Da hun kom på hospitalet, lagde den sig op i hendes seng. Det havde den aldrig før gjort. Mor kom ikke hjem igen, og hunden lå i sengen og sørgede i mange dage.

En hund kan ganske enkelt være en stor del af en sorgproces. Det har jeg hørt fra mange pårørende.
Det er ofte sagt om en hund, der har tilhørt en afdød, at når den tager herfra, så er den sammen med vores kære i himlen. Og sangen der handler om "må vi tage hunden med os ind i himlen", den er så sød og rørende. Og ja, selvfølgelig må vi det !

Ofte skal vi også sige farvel til vores gode venner, hundene. For de lever i gennemsnit kun 12 år. En af mine venner i Frankrig mistede sin dejlige hund denne uge. "Han var min ven igennem sorg og glæde, jeg savner ham så utroligt meget", skrev han til mig.
En af mine kæreste venner har gravplads med lys og sten i haven, hvor hans to dejlige hunde ligger. Han vil ikke have hund igen, for han magter ikke sorgen, når han mister dem. Når han besøger mig, får mine hunde mange hundeguffer og klap.
Mine egne hunde som jeg har mistet gennem tiderne, ligger også begravet i haven. Lagt ned med yndlingslegetøj, bamse og kæp. Nogle ligger i urne. Der er sten med påmalet hjerte.

Alle os, der er hundemennesker, vi ved, at når vi mister en hund, så mister vi en nær ven.
Og jeg ved, at for mange mennesker, der bor alene, er hunden en stor tryghed i hverdagen.
Hunden er kaldet menneskets bedste ven. Blandt andet af disse grunde.


Vuf vuf - kh Lise Lotte - en stor hundeven